Københavns Lufthavn og Røde Kors går sammen om feriehjælp til børn
Når danskerne vender hjem fra sommerferien, gør Københavns Lufthavn og Røde Kors det nemt at give lidt af ferieglæden videre. En ny kampagne på bagagebåndet skal hjælpe flere børn i Danmark til gode oplevelser i sommerferien.
Bagagebåndet i Københavns Lufthavn er for mange et af de sidste stop på en god ferie. Kufferten er på vej, ferieminderne er friske, og hverdagen venter lige om lidt.
I år kan det øjeblik også blive starten på noget godt for et barn, der ellers ikke får de samme muligheder i sommerferien.
Med en ny fælles kampagne gør Røde Kors og Københavns Lufthavn det nemt at støtte Røde Kors’ Feriehjælp, men man venter på sin bagage.
”Feriehjælpen giver udsatte børn og deres familier et vigtigt afbræk og gode oplevelser om sommeren. Som en lufthavn, hvor tusindvis lige nu vender hjem fra ferie, vil vi gerne være med til at give glæden videre,” siger Maria Skotte, direktør for bæredygtighed i Københavns Lufthavn.
Mange børn står udenfor fællesskabet i ferien
For børn i økonomisk pressede familier er sommerferien ofte præget af afsavn.
- 64 % af udsatte familier havde i 2025 ikke råd til en uges ferie væk fra hjemmet
- 65 % af børnene savner aktiviteter i sommerferien
- 48 % oplever, at det får barnet til at føle sig udenfor fællesskabet
Samtidig viser undersøgelser, at flere børn pynter på deres feriehistorier for at passe ind blandt kammeraterne.
“Sommerferien er for mange børn årets højdepunkt – men for nogle bliver den et tydeligt bevis på at stå udenfor. Med denne kampagne giver vi de rejsende mulighed for at hjælpe disse børn med også at få en sommer med gode sommerminder, de kan fortælle om, når de vender tilbage til hverdagen,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær hos Røde Kors.
En lille donation kan give store oplevelser
Ved lufthavnens bagagebånd kan rejsende scanne en QR-kode og støtte med 100 kr. eller et andet valgfrit beløb via MobilePay. Og donationerne rækker langt:
- Bare 300 kr. kan give et barn en dag på ferielejr
- 1.500 kr. kan give et barn en uges ferieoplevelse
“Vi ved, at ferieoplevelser giver børn fællesskab, selvtillid og minder, der varer langt ud over sommeren. Derfor er det afgørende, at flere får mulighed for at være med,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
Alle børn skal glæde sig til sommer
Kampagnen er en del af et strategisk partnerskab mellem Københavns Lufthavn og Røde Kors, som har til formål at støtte mennesker i sårbare situationer, både i Danmark og globalt.
For eksempel kan lufthavnens mange rejsende via Røde Kors’ donationsbokse gøre overskydende rejsevaluta til livsvigtig hjælp i verdens brændpunkter. Og med sommerens kampagne er målet, at mange børn og familier herhjemme kan se frem til gode ferieminder.
”For mange er lufthavnen ensbetydende med en ferieoplevelse, man har glædet sig til længe. Følelsen af forventninger, der næsten kilder i maven, skal alle børn opleve om sommeren,” siger Maria Skotte, direktør for bæredygtighed i København Lufthavn.
Fakta om Røde Kors’ Feriehjælp
- Røde Kors' ferieaktiviteter afholdes over hele Danmark, primært i løbet af sommerferien, men strækker sig også over påsken og efterårsferien.
- Over 2.500 børn og voksne deltog sidste år, og 344 frivillige hjalp til.
- Ferieaktiviteter indebærer både ferielejre, familiecamps og endagsture, der bl.a. er gået til Randers Regnskov, Zoo, Møns Klint, Naturama og meget andet.